CORONAPRISEN 2020
Institut for Kunst- og Kulturvidenskab 

Celeste B. Faurschou, Litteraturvidenskab

Modtager af prisen for bedste CoronaEssay indsendt til Institut for Kunst- og Kulturvidenskab 

    "...en velskrevet og rammende diskussion af intimsfæren, det sociale og afstanden. Teksten gi­ver læseren en fremragende kombination af det personligt erfarede og det intellektuelt reflekteren­de, der rammer direkte ned i en fælles erfaring, og brugen af Hannah Arendt som teoretisk samtalepartner fungerer godt og virker naturligt i sin anvendelse. Essayet formår på fin vis at lade det umiddelbare, kon­krete og situerede danne udgangspunkt for en vedkommende kritisk refleksion, der trods intimsfærens udfordringer, ender på en håbefuld tone – eller måske håbet om at være håbefuld.

– Juryen på IKK: Isak Winkel Holm, Maria Fabricius Hansen, Erik Steinskog, Mikkel Høxbro Andersen, Tore Tvarnø Lind, Linus Nicolaj Carlsen, Laura Luise Schultz

Uddrag af vinderessay

Som at trække dynen af et sovende barn
 

Mit universitet er flyttet ind på mit soveværelse.

I skrivende stund kan jeg se KUA fra mit vindue på Tietgenkollegiet. Jeg kan se de sandfarvede facader og træerne langs kanalen, der endnu har et spædt og nyplantet skær over sig. Men KUA er lukket og jeg kan ikke komme i kontakt med det. Alligevel er KUA helt tæt inde på livet af mig. KUA ligger som kompendier på gulvet, KUA er lister over tekster på bordet, KUA er inde i min computer, KUA er i min seng, der er 30 sekunder fra tandbørstning foran spejlet til forelæsning om økokrise. Og jeg kan ikke flytte mig væk, for KUA har kapret sig en plads i min intimsfære. Det er Coronas skyld, at det er kommet så vidt. Corona har sat selve intimsfæren til genforhandling. Og de skrøbelige mure omkring den ryster.

Med intimsfæren mener jeg både den naturlige afstand i kroppes nærhed til hinanden og den sfære, som filosoffen Hannah Arendt ville beskrive som modsætningen til den sociale sfære; Det sted, hvor man trækker sig tilbage fra det sociale og offent­lige liv og udfolder det private og følelsesfulde liv i fred. 

Hannah Arendts skelner mellem en socialsfære og en intim­sfære i stedet for mellem en privatsfære og en offentlig sfære, fordi det samfund, vi lever i, har blandet de to sfærer sammen og opløst grænserne mellem dem. I vores måde at strukturere staten og statens administration af livet på, bliver anliggender, der før i tiden var private, anset som offentlige. Fx børnepasning og enkeltpersoners økonomiske forhold og ferieopsparing. Privatliv og offentligt liv er i så høj grad smel­tet sammen, at Hannah Arendt ser et behov for at beskrive dette fænomen med et nyt ord: Den sociale sfære. I den sociale sfære er alt synligt, og alt er offentligt uanset hvor privat en karakter, det har. Men man kan ikke leve hele sit liv i den sociale sfære. Noget må man gemme væk og holde for sig selv. Den intime sfære bliver for Arendt det rum, hvor de følelser og det indre liv bor, som man ikke ønsker oplyst af den sociale sfæres projektører. Man kan i Hannah Arendts ånd se intim­sfæren som et sted for frivillig usynlighed. Et sted, der er kendetegnet ved et skridt tilbage og ved høfligt men bestemt opsatte mure mellem én selv og den sociale verden udenfor og denne verdens svælgen i privatliv. Intimsfæren skal her ikke blot forstås som hjemmets fire vægge, men snarere som den ukrænkelighed, der knytter sig til hjemmets grænser. Intim­sfæren er et følelsesmæssigt intimt rum snarere end et konkret rum, selvom de to smelter sammen i ideen om hjemmets hule.

 

Læs resten af essayet samt 30 andre takes på Coronakrisen i CoronaTanker, som du kan bestille hos Academic Books her